LCby udvider værktøjsbiblioteket med LCA Landskab – det første fælles LCA-værktøj målrettet byrum og landskaber. Selvom værktøjet stadig er i sin tidlige udviklingsfase, kan man allerede nu få et solidt indblik i ambitionerne, metoden og den funktionalitet, der er på vej.
Værktøjet LCA Landskab kan nu findes under Værktøjsbiblioteket. LCA Landskab udspringer af en fælles undren i branchen: Hvorfor er der ikke et fælles, videnskabeligt underbygget værktøj til at beregne klimapåvirkning i landskabsprojekter? I dag udvikler mange landskabsarkitekter egne regneark og metoder – og det gør det svært at sammenligne resultater og skabe fælles retning. Derfor gik SLA, Aaen Engineering og BUILD sammen om at etablere en arbejdsgruppe med støtte fra bl.a. KU, Teknologisk Institut, idverde, Gottlieb Paludan Architects (AFRY), LYTT og en lang række videnspartnere. Resultatet er nu på vej: et simpelt, intuitivt og gratis værktøj, der beregner CO₂e-udledning og optag fra belægninger, jordhåndtering, byggemodning, forsyning og beplantning – herunder vækstmedier. Værktøjet udvikles som open source, følger internationale standarder og vil kunne downloades fra BUILDs hjemmeside samt integreres i LCAbyg, når det står færdigt.
Målgruppen er primært projekterende landskabsarkitekter, bæredygtighedsingeniører og kommunale LCA-praktikere. Værktøjet er relevant i mange typer af bydelsprojekter: fra byparker og vejforløb til klimatilpasning og større transformationsområder. Målet er klart: at reducere CO₂-aftrykket i landskabsprojekter gennem bedre viden og mere sammenlignelige data.
Med LCA Landskab rummer LCby’s værktøjsbibliotek nu 8 værktøjer, som alle understøtter klimaorienteret og økonomisk planlægning, analyse og beslutningsstøtte i byudviklingen. Biblioteket udbygges løbende med nye værktøjer, metoder og cases, så du altid har et aktuelt overblik over løsninger i branchen.
Læs pressemeddelelsen fra Aalborg Universitet:
Læs mere om LCA Landskab på LCby.dk: