LCA Volume er tilføjet til LCby’s værktøjsbibliotek

6/26/2026

Af Andreas Qvist Secher

LCby udvider værktøjsbiblioteket med LCA Volume – et open-source værktøj, der kan hjælpe arkitekter og planlæggere med at vurdere klimapåvirkninger fra bevaring, nedrivning og nybyggeri tidligt i arbejdet med masterplaner.


LCA Volume kan nu findes i LCby’s værktøjsbibliotek. LCA Volume er et værktøj udviklet af CEBRA og Aarhus Universitet og har til formål at gøre klimaviden mere anvendelig i de tidlige faser af helheds- og masterplanlægningen, hvor mange afgørende beslutninger om eksisterende bygninger, volumenstudier og nybyggeri træffes. Værktøjet er et open-source Rhino-Grasshopper script med en tilhørende Excel-fil, som kan bruges til at screene forventede klimapåvirkninger afhængigt af, hvilke indgreb der foretages i den eksisterende bebyggelse. Værktøjet er særligt relevant, når der skal arbejdes med spørgsmål om bevaring, transformation, nedrivning og nybyggeri og før projektet er så langt, at mere detaljerede beregninger normalt bliver udarbejdet.

Nordhavn. Foto: Anna Maria Liveri

Nordhavn. Foto: Anna Maria Liveri

LCA Volume mål er at styrke beslutningsgrundlaget tidligt i designprocessen. LCA Volume kan bidrage til, at arkitekter, bygherrer og investorer tidligere får et billede af de klimamæssige konsekvenser ved forskellige scenarier. Det kan eksempelvis være, om det bedst kan betale sig klimamæssigt at bevare dele af en eksisterende bygning, transformere den eller erstatte den med nybyggeri. Værktøjet følger retningslinjerne for LCA efter bygningsreglementets krav og dækker global opvarmning som miljøpåvirkningskategori. Det er målrettet bygninger og kan bruges til både enkelte projekter og scenarie- eller variantanalyser. Dermed placerer LCA Volume sig som et relevant værktøj for aktører, der arbejder med den tidlige afvejning mellem bygningsbevaring, volumenfordeling og fremtidig bebyggelsesstruktur.

Udviklingen af LCA Volume er støttet af AU Connect og “Bevar Mere”, som er en indsats støttet af Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania. Værktøjet er open source under Apache 2.0-licens, og andre kan derfor bidrage til videreudviklingen. Der er også planlagt yderligere udviklingsaktiviteter, herunder undersøgelse af, hvordan værktøjet i højere grad kan integreres i arbejdet med byplanlægning.

Med LCA Volume rummer LCby’s værktøjsbibliotek nu endnu et værktøj, der bidrager til at gøre klimaaftryk mere synligt i byudviklingens tidlige faser. Biblioteket udbygges løbende med værktøjer som kan understøtte planlæggere, rådgivere, bygherrer og beslutningstagere i arbejdet med et stærkere beslutningsgrundlag til mere klimabevidst byudvikling.

Læs mere

Læs mere om LCA Volume i LCby’s værktøjsbibliotek